Nyheder
jan. 21, 2021
Reguleringen af løn og tjenestemandspensioner pr. 1. februar 2021 sættes foreløbigt i bero
Til CO10 og LC's medlemsorganisationer
Reguleringen af løn og tjenestemandspensioner pr. 1. februar 2021 sættes foreløbigt i bero
Den 6. januar meddelte vi, at der ville ske en lønnedgang pr. 1. februar 2021 for alle ansatte i staten som følge af, at en negativ udmøntning fra reguleringsordningen ikke kunne opvejes af de aftalte generelle lønstigninger.
Der er nu konstateret fejl i de data som ligger til grund for opgørelsen af reguleringsordningen. Den regulering pr. 1. februar, der tidligere er meldt ud, er derfor (formentlig) ikke korrekt.
CFU og Medarbejderstyrelsen har derfor aftalt, at lønnen, der hvor det er muligt, ikke reguleres pr. 1. februar, men først når vi kender den korrekte regulering.
Her er der en særlig situation med hensyn til forudlønnede, idet lønanvisningen til dem vil ske i løbet af kort tid. For hovedparten af de tjenestemandsansatte, herunder ansatte i Forsvaret og DSB, og alle tjenestemandspensionister er det lykkedes at sætte reguleringen i bero, og lønnen for februar vil derfor være uændret i forhold til januar-lønnen.
I et mindre antal tilfælde har det ikke været muligt at stoppe lønanvisningen. Dette gælder alle tjenestemænd/ tjenestemandslignende i Folkekirken og et mindre antal (ca. 150) der primært er ansat ved Landbrugsskolerne og gymnasierne. Disse vil blive sat ned i løn 1. februar.
Man skal være opmærksom på, at der kan være tjenestemandslignende ansatte der er bagudlønnede, ligesom der kan være enkelte ansatte uden for de nævnte grupper, som har bevaret en personlig ret til at være forudlønnet.
Vi forventer, at alle forudlønnede vil få udbetalt den korrekte løn for marts måned, og i forbindelse hermed vil der ske en efterregulering af februar-lønnen.
Da vi forventer at kende den korrekte regulering af februar-lønnen i slutningen af januar, vil problemet ikke komme til at berøre bagudlønnede, og det er langt de fleste statsansatte.
SKAF
CFU - Centralorganisationernes Fællesudvalg
Niels Hemmingsens Gade 10, 4.
1153 København K