GENOPSLAG - Rødovre Sogn søger ny kirkegårdsleder

Til Rødovre Kirkegård. Rødovrevej 116 2610 Rødovre.

Da vores nuværende kirkegårdsleder har valgt nye græsgange, søger vi en ny med tiltrædelse 1. marts 2022 eller snarest derefter.

Stillingen er en tjenestemandsstilling med en beskæftigelseskvote på 100 % af fuldtidsbeskæftigelse.

Stillingen er indplaceret i lønramme 31.

Rødovre kirkegård er en traditionel gammel kirkegård med kirke fra 1664 inden for kirkegårdsmurene. Kirkegårdens samlede areal er ca. 14.000 kvadratmeter. Vi har en meget velholdt kirkegård, der ofte bliver rost af besøgende, og vi ønsker den høje standard bevaret. Der er tre fuldtidsgartnere, en deltid samt en flexjobber.

Har du mod på at være med til at præge udviklingen i tæt samarbejde med de ansatte ved kirkegården, og har du lyst til at være på en arbejdsplads, der bærer præg af en fælles glæde ved sammen at være kirke og kirkegård for Rødovre, så er stillingen måske noget for dig.

Vi søger en kirkegårdsleder med stærke kompetencer inden for administration, økonomi, it og personaleledelse og forventer, at du er i stand til at samarbejde med menighedsråd, kirke- og kirkegårdsudvalg, kirkeværge, kirkens personale og præster. Ca 20 % af stillingen er at tage del i det praktiske arbejde på kirkegården.

Vi foretrækker, at du har en uddannelse som hortonom, gartnertekniker, landbrugsarkitekt, jordbrugsteknolog, anlægsgartner, gartner eller anden relevant uddannelse og gerne med erfaring fra lignende stilling.

Ved udvælgelse af ansøgere vil der blive lagt vægt på, at du:

  • har evner og forståelse for at arbejde i en politisk ledet organisation
  • vil arbejde for Rødovre kirkegård som en god arbejdsplads, hvor man trives med arbejdet og tager hensyn til hinanden
  • har ambitioner for kirkegårdens udvikling
  • har empati og kan tale med mennesker i sorg.

Hvis dette har interesse for dig, så kontakt evt. menighedsrådets kontaktperson Kurt Faber på tlf. 24605035, og send en ansøgning til 7137fortrolig@sogn.dk senest fredag d. 28 Januar 2022. kl. 12.00.

Der vil blive afholdt samtaler i uge 5 evt. anden samtale i uge 6.